Forskellen på dækningsbidrag og dækningsgrad
Når du skal starte egen virksomhed, er der ofte et hav af ubesvarede spørgsmål. De færreste har styr på alle dele af virksomhedsdriften, når de går i gang, men lærer derimod tingende hen ad vejen. I denne artikel gør vi dig klogere på begreberne dækningsbidrag og dækningsgrad, som typisk bliver brugt i forbindelse med regnskaber for virksomheder. Der hersker nemlig en generel tvivl om, hvad begreberne helt præcist dækker over, og hvordan de adskiller sig fra hinanden. Dækningsgraden og dækningsprincippet er to centrale begreber, som oftest går igen, når man taler om en virksomheds økonomiske situation. På baggrund heraf, er det vigtigt at have styr på netop disse begreber.
Hvad dækker begrebet dækningsbidrag over?
Kort forklaret er begrebet dækningsbidrag et udtryk for, hvor stort et beløb en given virksomhed har tilbage til at betale de faste omkostninger i virksomheden efter de direkte salgsomkostninger. Dækningsbidraget viser altså, hvor mange penge du har til at dække dine faste omkostninger.
Når du i din virksomhed sælger et produkt, så er der nogle omkostninger forbundet med det pågældende salg. Dækningsbidraget er den del af salget (omsætningen), der er tilbage, når de variable omkostninger, er betalt. At have styr på dækningsbidraget er altså yderst vigtigt, for at have styr på din virksomheds økonomi.
De variable omkostninger omtales også som direkte omkostninger da disse omkostninger påvirkes af virksomhedens vareforbrug. Derfor er omkostningerne nemlig variable, da de varierer alt efter hvor meget virksomheden sælger. Din virksomheds variable omkostninger kunne eksempelvis være varens indkøbspris, emballagepris og/eller forsendelsesomkostninger.
De faste omkostninger kaldes også for kapacitetsomkostninger. Disse omkostninger er helt og aldeles upåvirket af hvor meget din virksomhed sælger. Det er disse omkostninger, dækningsbidraget skal kunne dække for at sikre overskud i virksomheden. Såfremt dækningsbidraget ikke dækker de faste omkostninger, er der altså underskud i din virksomhed. Et eksempel på en fast omkostning, er husleje.
Beregning af dækningsbidraget:
Dækningsbidraget = omsætning – variable omkostninger.
Sælger du en trøje til 500 kroner, med følgende variable omkostninger i forbindelse med salget heraf:
- Indkøbspris: 200 kroner.
- Fragtpris: 50 kroner.
- Emballage: 50 kroner.
Ud fra eksemplet ville du samlet set have variable omkostninger for 300 kroner i forbindelse med salget af trøjen. Samtidig sælger du for 500 kroner, og dækningsbidraget er derfor: 500 – 300 = 200.
For hver trøje du måtte sælge efter dette eksempel, ville du have 200 kroner til at sikre, at dine faste omkostninger bliver dækket.
Hvad dækker begrebet dækningsgrad over?
Dækningsgrad og dækningsbidrag bliver ofte brugt sammen, men da ordene læner sig meget op ad hinanden, opstår der ofte usikkerhed omkring, hvad den egentlige forskel på de to begreber er. Det forholder sig således, at begge begreber afspejler og behandler hvor mange penge, der er til at dække virksomhedens faste omkostninger. Forskellen ligger dog i hvordan omkostningerne angives.
Dækningsgraden viser som sagt også hvor meget af virksomhedens omsætning der er til at dække de faste omkostninger. Til forskel fra dækningsbidraget, vises dækningsgraden i procent. Det betyder, at du ved at udregne dækningsgraden, får en procentsats der viser, hvor mange procent af en given omsætning, der er tilbage efter de variable omkostninger, er fratrukket. Hvis man ønsker en overordnet gennemsnitlig ide om, hvad man har tilbage efter de variable omkostninger, er fratrukket omsætningen, kan det give mening at udregne dækningsgraden, da den netop angiver en procentsats.
Beregning af dækningsbidraget:
Dækningsgraden = dækningsbidraget x 100 / salgsprisen.
Tager vi udgangspunkt i samme eksempel som før, hvor du sælger en trøje til 500 kroner, med følgende variable omkostninger i forbindelse med salget heraf:
- Indkøbspris: 200 kroner.
- Fragtpris: 50 kroner.
- Emballage: 50 kroner.
Ud fra eksemplet ville du samlet set have variable omkostninger for 300 kroner i forbindelse med salget af trøjen. Samtidig sælger du for 500 kroner, og dækningsbidraget er derfor: 500 – 300 = 200.
Efter dette eksempel ville dækningsgraden være: 200 (dækningsbidrag) x 100 / 500 (salgspris) = 40 %.
Det betyder at 40% af omsætningen fra trøjen er tilbage, efter de variable omkostninger er dækket.
Tilfredsstillende dækningsgrad og dækningsbidrag
Dækningsgraden og dækningsbidraget varierer meget fra virksomhed til virksomhed, og kan afhænge af en masse variabler. Dækningsgraden bør derfor ikke sammenlignes på tværs af brancher, da dækningsgraden er påvirket af hvilken virksomhedstype, der er tale om. Så længe dækningsbidraget og dækningsgraden er stor nok til at betale de faste omkostninger, og som minimum efterlade et lille positivt resultat på bundlinjen, må dækningsgraden -og bidraget anses for værende tilfredsstillende.