Dårlig markedsføring tvinger iværksættere i knæ

Dårlig markedsføring tvinger iværksættere i knæ

”Utilstrækkelig markedsføring kan betyde, at virksomheden ikke får luft under vingerne, eller at der er noget vækst, der ikke bliver realiseret. Det kan få store konsekvenser for virksomheden”

Markedsføring er ikke i fokus 

Iværksættere er ofte sprængfyldte med gode ideer og kreative løsninger, men de sejler i modvind på et stormfuldt hav, når det kommer til at markedsføre deres produkter. Ifølge vækstkonsulent Mette Sandgaard fra Væksthus Hovedstadsregionen taler de til folk logiks og ikke til hjerterne. Det er et udbredt problem skriver Ritzau.

Iværksættere fokuserer ofte på produktudvikling og nytænkning og har svært ved at se værdien i at få fortalt de historier, der kan give omtale i medierne. De er udmærket klar over, at det er essentielt at oprette en Facebook-side, at udarbejde en SEO-strategi og lave annoncer i Google Adwords, men herudover bliver der sjældent brugt tilstrækkelige ressourcer på markedsføringen og promoveringen af den nystartede virksomhed.

”Iværksættere taler ofte meget om salg og meget lidt om branding. Den form for pr, der kan give omtale i medierne, er de ikke særligt fokuserede på, fordi de har svært ved at se behovet eller måske ikke er klar over, hvordan historierne kan fortælles på andre måder, så de bliver relevante for medierne. Til gengæld er iværksætterne meget produktfokuserede. De taler til folks logik og ikke til hjerterne, og det er der ikke mange, der forelsker sig i,” siger vækstkonsulent med speciale i salg og markedsføring, Mette Sandgaard.

Mette Sandgaard hjælper til dagligt tech-startups med at få succes.

En af de mest markante udfordringer, som iværksættere står overfor er produktudviklingen, der i mange sammenhænge kan trække ud så længe, at kommunikationen bliver negligeret. Dette gør sig i særdeleshed gældende for tech-startups:

”De bliver ved med at forfine produkterne i for lang tid i stedet for at kommunikere omkring dem. Det kan være en faldgrube,” udtaler Dorte Gram Nyboe, som er chef for små – og mellemstore virksomheder og iværksætteri i Dansk Industri.

Hun konstaterer i denne forbindelse, at behovet for en bredere kommunikationsindsats selvfølgelig afhænger af branchen og de specifikke ydelser, som den nye virksomhed tilbyder kunden:

”I brancher uden fysiske produkter vil der nok være en tilbøjelighed til i højere grad at tænke kommunikationen ind tidligt i processen, fordi der ikke er et produkt at vise frem,” fastslår hun.

Læs også: Sådan kan små virksomheder mestre marketing 

Markedsføring er vejen til kunderne 

 Erhvervsmagasinet Forbes belyser i en artikel, at dårlig eller mangelfuld markedsføring er en af de ti mest væsentlige grunde til, at tingene går skævt for iværksættere. Det er Mette Sandgaard enig i, da det kan have følgende konsekvenser:

”Utilstrækkelig markedsføring kan betyde, at virksomheden ikke får luft under vingerne, eller at der er noget vækst, der ikke bliver realiseret. Det kan få store konsekvenser for virksomheden,” udtaler hun.

Det er altså yderst essentielt at medtænke en markedsføringsstrategi, hvis man ønsker at opnå succes med ens nystartede virksomhed. Hvis budgettet tillader det, kan det være givtigt, at hyre en kandidat til marketingsafdelingen.

Læs også: 5 gratis billedbehandlings-programmer til din markedsføring 

Hør hvad Mette Sandgaard fortæller om iværksætternes udfordringer i videoen herunder:

Kilde: Ritzau 

OPRET DIT NYE SELSKAB I DAG