google-site-verification: google2c0e6b3fb763a11e.html'

Virksomhed giver ikke-rygere ekstra fridage

Virksomhed giver ikke-rygere ekstra fridage

Rygere får flere pauser

Både rygere og ikke-rygere kender det. Rygerne valser forventningsfulde, afhængige og nikotinhungrende ud af virksomhedens hoveddør for at indhalere ”frisk luft”. Imens sender ikke-rygerne lange blikke, som hvis de mærker efter, bunder i jalousi og irritation over den pause de ikke selv får.

Jalousien og irritationen er dog til tider berettiget, da rygere ofte får flere naturlige pauser i løbet af en arbejdsdag end ikke-rygerne. Ikke-rygerne kan dog trøste sig selv med, at de ikke maltrakterer deres lunger med 7.000 forskellige kemiske stoffer, som natriumcitrat, glycerol, benzeosyre og fructose, for at nævne nogle få.

Den japanske marketingsvirksomhed Piala Inc. I Tokyo har dog besluttet sig for at tilgodese ikke-rygerne. De har i denne forbindelse besluttet at give seks ekstra betalte fridage om året til de medarbejdere, der ikke tager rygerpauser i arbejdstiden, skriver Telegraph.

Ikke-ryger gjorde opmærksom på problematikken

”En af vores ikke-rygende medarbejdere lagde en besked i virksomhedens forslagskasse tidligere på året om, at rygerpauser skabte problemer,” forklarer virksomhedens talsperson Hirotaka Matsushima til Telegraph og tilføjer:

”Vores direktør så beskeden og var enig, så vi giver ikke-rygere nogle ekstra fridage for at kompensere.”

Piala Inc, som i øvrigt har 120 ansatte, befinder sig på 28.etage i en skyskraber, og al rygning skal foregå i kælderen. Der er altså tale om en dedikeret skarer af rygere, der hver dag kæmper sig ned for at få deres trang stillet. Turen ned og op kombineret med et gennemsnitligt indhaleringstempo tager cirka 15 minutter, hvorfor ikke-rygerne har følt, at de har arbejdet væsentligt mere.

Udover at det nye tiltag med ligebehandling af medarbejderne, håber direktør Takao Asuka, at tiltaget kan motivere de rygende medarbejdere til at lægge kemikaliepinden på hylden.

”Jeg vil gerne opildne medarbejdere til at stoppe med at ryge gennem incitament frem for straf eller tvang,” udtaler han ifølge Telegraph til det japanske medie Kyodo News.

Som en fodnote fortæller han, at der indtil videre er fire medarbejdere, der har kvittet smøgerne siden oktober i år.
Det ser ud til at gulerod slår pisk i dette tilfælde.