Mor til fire og succesfuld iværksætter

Mor til fire og succesfuld iværksætter

“Vi skal nuancere det nuværende billede af livet som iværksætter – du kan sagtens forene familieliv og forretning”

Hvordan får man familieliv og forretning til at gå op i en højere enhed? Det spørgsmål, er der sikkert flere mødre, der har stillet sig selv i løbet af livet. En passioneret kvinde kan måske give dig svaret på dine tvivlsspørgsmål.

Christine Gouchault er 37 år, gift med Florent, har fire børn og har sin egen succesfulde virksomhed. Hun er ejer af Mors Business, hvor hun har et landsdækkende netværk med over 400 medlemmer fordelt over hele Danmark. Christine Gouchault tilbyder foredrag, workshops kurser og rådgivning til dem der ønsker at starte som selvstændige. Dertil har hun skrevet bogen “Businessmor- tre trin til succes som mor og selvstændig”, som er en anmelderrost bog til kvinder, der ønsker at forene familieliv og forretning.

Hvis der er en kvinde, der forstår sig på, at jonglere med beskidte bleer, sutter, amning, virksomhedsdrift, moms, årsregnskab og markedsføring på samme tid, så er det Christine Gouchault. Men hvad pokker er opskriften? Hvordan tilsidesætter man frygten for at fejle, hvordan får man tid til både familie og forretning, hvordan når man fra tanke til handling og hvordan lærer man alt det, man ikke ved?

Christine Gouchault har erfaring med livet som selvstændig. Erfaringer hun glædeligt deler ud af. Christine har en mastergrad i kommunikation, og er derudover certificeret business-, life-, og mastercoach. Dertil var hun i en alder af 25 år medejer af et rekrutteringsfirma i Paris og har over 10 års erfaring som konsulent inden for HR, salg og markedsføring. Det er altså en yderst kyndig kvinde vi har haft en snak med om livet, som kvindelig iværksætter.

Læs også: Sådan opretter du din virksomheds Facebookprofil 

 Det skal jo starte et sted  

For Christine opstod tankerne om livet som selvstændig, da hun blev præsenteret for en mulighed, som hun ikke kunne sige nej til:

“Jeg boede i en årrække i Frankrig, hvor jeg var i praktik i en virksomhed, som levede af at sælge jobannoncer til større virksomheder. Det fungerede rigtig godt i tidernes morgen, da man dengang annoncerede i aviserne. Annoncerne var på dette tidspunkt dyre, hvorfor man kunne tjene en klækkelig hyre på at være mellemled. Der skete dog pludselig det, at internettet kom, hvilket gjorde livet svært for min daværende virksomhed.”

Den franske virksomhed havde dog, på trods af den øgede konkurrence, en stor kundegruppe, som efterspurgte rekruttering, når de købte stillingsannoncer. Denne efterspørgsel gav Christine og hendes daværende chef en god idé:

“På grund af den store efterspørgsel på rekruttering, talte jeg med min chef, som jeg i øvrigt arbejdede rigtig godt sammen med og vi blev enige om at starte et rekrutteringsfirma sammen. Jeg havde altså ikke planlagt at blive selvstændig, men da muligheden bød sig, valgte jeg at gribe den. Jeg ville gerne have mere ansvar end det jeg havde i praktikrollen og det ønske kunne jeg for alvor få indfriet, ved at starte mit eget firma. Mit liv som selvstændig startede altså i en alder af 25 år med rekrutteringsfirmaet i Frankrig,” siger Christine Gouchault.

Læs også: Kan din blog blive en succes? 

Er man født med et iværksættergen?

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at livet som iværksætter kan være frustrerende, hårdt, opslidende og til tider uoverskueligt. Man bør dog i samme åndedræt også nævne alle de positive aspekter ved livet som iværksætter. Som selvstændig kan du trykke på snooze-knappen, så mange gange du vil om morgenen, du kan administrere din egen tid, du har frihed og er fleksibel, din avance ender i egne lommer og du er din egen chef for blot at nævne nogle få positive aspekter. Ifølge Christine Gouchault har de fleste iværksættergenet i kroppen, men det er langt fra alle, der er frygtløse nok, til at aktivere det:

“De fleste er nok født med iværksættergenet, men der kan dog godt være nogen, der først opdager deres iværksættergen senere i livet. Skal vi ikke sige det sådan? Jeg tror nemlig du skal have drivet og optimismen og være lidt ligeglad med janteloven. Du skal tro på dig selv og dine egne evner. Hvis man er opvokset et sted, hvor der slet ikke er nogen iværksættere, så kan der jo måske godt gå noget tid inden man opdager, at det er en reel mulighed. Så det miljø man færdes i spiller også en rolle,” siger Christine Gouchault.

Der er dog ikke kun miljø, drive, optimisme og en jantelovs-fornægtende attitude, der er afgørende for, hvorvidt folk ender med at blive selvstændige:

“Jeg tror derimod også, at der er nogen mennesker, der aldrig vil kunne lære at være selvstændige. Jeg tror simpelthen, at der er nogle mennesker, der er for bange, de fokuserer på alt hvad der kan gå galt, og de trives slet ikke i den type arbejde. Det er nogle andre ting, de er gode til, og gudskelov og tak for det, for dem har vi jo som iværksættere brug for at ansætte. Jeg tror ikke livet som selvstændig er for alle, bestemt ikke,” fastslår Christine Gouchault.

Iværksætterlivet er altså ifølge Christine Gouchault, ikke for alle. Denne udtalelse bakkes imidlertid op af statistik på iværksætterområdet. Statistisk set er der langt flere mænd end kvinder, der tager springet ud i livet som iværksætter. Ifølge Erhvervsstyrelsen startes 7 ud af 10 nye virksomheder nemlig af mænd.

Læs også: Sådan kan små virksomheder mestre marketing

Ligestilling, mediediskursen og de hormonelle forskelle

Kvinder er som statistikkerne viser ikke lige så villige til at springe ud i iværksætterlivet. Forklaringerne på hvorfor dette er tilfældet, er der efterhånden set flere bud på, men Christine Gouchault er af den opfattelse, at forklaringen skal findes i en kombination af flere ting:

“Selvom Danmark er et land, hvor vi trods alt har nogle gode fædre, der byder ind og er med på hjemmefronten, og at vi arbejder hårdt for ligestilling, så er det jo kvinderne der føder børnene og skal amme dem (…) Som mand kan du jo godt starte virksomhed, mens din kone styrer tingene på hjemmefronten, hvor det derimod sjældent er omvendt,” siger Christine Gouchault og uddyber:

“Jamen du kan jo se hvad undersøgelserne siger. Det er jo stadigvæk kvinderne, der trækker størstedelen af læsset på hjemmefronten, og det tror jeg helt klart er en udfordring. Ellers skal du i hvert fald have økonomien til at hyre noget hushjælp eller et eller andet, hvis ikke der er en ægtefælle eller partner, der er klar til at byde ind og hjælpe til,” konstaterer hun.

Om det er diskursen i samfundet, der gør at kvinder ikke har samme muligheder for – eller mod til, at realisere deres iværksætterdrømme, vil vi lade være genstand for debat. Det er dog et alment anerkendt faktum, at man skal have opbakning på hjemmefronten, for at øge mulighederne for et succesfuldt liv som iværksætter. Den generelle diskurs i samfundet og mediebilledet spiller også ind på kvinders lyst til at prøve kræfter med drift af egen virksomhed, ifølge Christine Gouchault:

“Tag som eksempel Løvens hule på DR. I sidste uge havde de en diskussion, hvor Jesper Buch postod, at man som iværksætter, skal arbejde konstant. Birgit Aaby konstaterede, at det ikke stemte overens med den virkelighed hun oplevede. Hun har tre børn og kan godt være selvstændig samtidig. Hvis ikke du har nogen, der ligesom Birgit Aaby står frem og fortæller den historie, så vil mange tro, at den eneste måde du kan få succes som selvstændig, er ved at skulle give afkald på ens familie. Så er det jo klart, at mange er bange for at starte op som selvstændig, hvis det er den opfattelse og det budskab du bliver eksponeret for. Det er vigtigt, at vi får flere historier ud om, at du rent faktisk kan lykkes, uden at give afkald på dit familieliv,” fastslår Christine Gouchault.

Læs også: Her er iværksætterens største udfordring 

Balancen mellem familieliv og forretning

Det der afskrækker mange kvinder fra at starte som selvstændige, er at de frygter, at de må gå på kompromis med deres behov for at være sammen med deres børn. Der findes af gode grunde ikke en universel opskrift på, hvordan man for familieliv og forretning til at gå op i en højere enhed. Der er dog nogle grundlæggende overvejelser, som kan have stor værdi at tænke igennem, hvis man ønsker at starte egen virksomhed:

“Jeg har jo skrevet en hel bog om hvordan man får familieliv og forretning til at gå op i en højere enhed. Det handler for det første om at finde ud af, hvad det er du vil med din virksomhed og hvorfor du vil have den. Du skal ikke kun have en vision for virksomheden, men nærmere en vision for hele dit liv. Jeg talte med en kvinde, der gerne ville åbne en butik, men hun ville også gerne være sammen med hendes børn. Jeg spurgte hende så om det var en god plan, at have en butik hun skulle stå i, hvis hun også gerne ville være sammen med hendes børn? Det handler altså i korte træk om at tænke hele ligningen igennem, og vurdere om man kan indfri ens behov på en realistisk måde. Man bør tænke over, hvordan livet som selvstændig hænger sammen med den hverdag, man egentlig drømmer om at have,” siger Christine Gouchault.

Hertil tilføjer hun:

“Du skal sætte de rette mål og den rigtige retning inden du går i gang, for ellers kan du ikke træffe de rigtige beslutninger for at komme derhen. Du skal tænke igennem, hvor meget du vil arbejde og vurdere hvad du realistisk kan forvente af din virksomhed, hvis du vælger at arbejde 40 timer om ugen. Du bliver nødt til at planlægge og strukturere noget mere, hvis du skal forene familieliv og forretning. Grundigt forarbejde og det at arbejde med sig selv, er altså af rigtig stor betydning. Det er jo mega usikkert at starte op som selvstændig, så derfor er det uhyre vigtigt, at man gør sig alle de overvejelser man kan, inden man tager springet. Man skal være bevidst om egne værdier, hvad man vil og hvad det er, der gør en glad,” udtaler Christine Gouchault.

Læs også: Hvilken virksomhed passer bedst til dine behov? 

Sådan får du virksomheden op at køre

Der er mange ting man skal have styr på, når man starter virksomhed. Aspekter som markedsføring, bogføring, årsregnskab, moms, selskabsoprettelse og lignende elementer afskrækker oftest de fleste. Disse aspekter kan ved første øjekast også virke helt og aldeles uoverskuelige, men når først du kommer i gang får du styr på disse ting undervejs. Sådan ser virkeligheden i hvert fald ud for Christine Gouchault, som belyser at man bør tage en ting af gangen:

“Du skal først og fremmest fokusere på hvem dine kunder er, i stedet for at køre død i hvordan du laver en hjemmeside eller hvordan du bogfører og laver årsregnskab. For hvis du ikke ved hvem dine kunder er, så er arbejdet med alt det andet ret omsonst. Man skal finde ud af, hvad der er vigtigt for kunden, man skal løse et problem eller servicere et behov, der afspejler de værdier man har og den identitet man har som menneske. Hvis du starter med at klarlægge de ting, så kan du spare ret meget tid på resten,”

Og:

“Hvis du har styr på hvem dine kunder er, og hvad du skal løse for dem, så er det meget nemmere at finde ud af hvilket layout du skal have på din hjemmeside, hvad der skal stå på den og hvem du taler til. Det gør resten af arbejdet med drift af virksomheden nemmere. Det gør også arbejdet med sociale medier lettere, det bliver nemmere at afgøre hvilke messer du bør tage på, hvilke netværk du skal optræde i og alle sådan nogle ting, som er vigtige for driften af din virksomhed. Som selvstændig handler det jo meget om at være effektiv, og du kan spare masser af tid og være mere effektiv, hvis du har styr på din målgruppe og kundegruppe inden du går igang. Kundefokus er mega vigtigt.”

Udover et seriøst kundefokus, er det også vigtigt, at gøre sig nogle overvejelser omkring det økonomiske aspekt inden man starter egen virksomhed:

“Du skal finde ud af, hvad du har brug for at tjene hver måned, og hvad det svarer til helt konkret rent arbejdsbyrde mæssigt. Jeg oplever, at der er rigtig mange, der ikke har lavet det regnestykke. De ved derfor ikke hvor mange timer de skal bruge, hvor mange produkter de skal sælge og hvad de helt konkret skal gøre for at nå den omsætning, de har brug for. Det er jo overraskende nok fordi de tænker, det går jo nok og hvor svært kan det være. De har slet ikke noget begreb om, hvor meget salg der skal til og hvilke udgifter, der skal dækkes. Det hele bliver klart nemmere, hvis du har styr på økonomien, så du ved om du kan tage et lån, bruge af pensionsopsparingen, eller kan bruge af penge du har sat til side.”

Fokus på kunden og økonomien er essentielt, men det er også essentielt, at man ikke er bange for at spørge om hjælp:

“Hvis du skal have det hele til at hænge sammen, så er et godt råd, at gøre det man er bedst til og få hjælp til resten. Det betyder ikke nødvendigvis at man skal ansætte en helt masse, man kan eventuelt trække på nogen man kender eller andre der kan hjælpe, så man faktisk udveksler ydelser. Det kan have stor værdi, at finde nogen man kan spare med, det kan nemlig sagtens lade sig gøre. På denne måde ender du ikke med at sidde med alting selv (…) Der er rigtig meget at holde styr på, så man skal ikke være bange for at spørge andre om hjælp. Det kan være afgørende for at man ikke bliver drænet for energi. Der er masser af uformelle netværk, hvor du kan få sparring med andre iværksættere og her kan man dele ud af egne erfaringer og få gode råd fra andre. Så slipper du for selv, at skulle opfinde den dybe tallerken hele tiden. Man kan også gøre brug af praktikanter i form af studerende, hvilket jo heller ikke koster ret meget,” konstaterer Christine Gouchault.

 Læs også: 5 vigtige værktøjer til din virksomhed 

 Bagsiden af medaljen, hvis der er en bagside

“Jeg ved ikke om der er nogle negative aspekter, for jeg kan jo rigtig godt lide det. Men det der kan være svært at håndtere, er jo nok usikkerheden. Man skal have en ukuelig tro på, at det kan lykkes, og man skal nok være lidt af en optimist. Det jeg oplever er, at der er mange der sidder med den her tvivl og bliver ramt af usikkerheden og derfor ryger ud i et negativt tankespind. Det med tvivlen, usikkerheden og frygten er helt klart det sværeste,” siger Christine Gouchault.

Der er som beskrevet ikke en universel opskrift, der kan sikre dig succes som iværksætter, men Christine Couchaults bedste råd til dig, som overvejer at blive selvstændig er:

“Snak med nogle andre selvstændige, så du får noget sparring, noget viden og nogle gode råd fra folk der har været igennem processen. Snak gerne med nogen, der har gjort det du gerne selv vil gøre. På denne måde kan du nemmere nå fra tanke til handling, da du kan se, at det er lykkedes for en der befandt sig i samme båd som du sejler i. De fleste vil jo rigtig gerne fortælle om det de er lykkedes med, så derfor skal man virkelig ikke være bange for at spørge. De fleste vil rigtig gerne dele ud af deres erfaringer,” slutter Christine Gouchault.

Ønsker du selv at starte virksomhed?

Hvis du ønsker at starte egen virksomhed, så kan det være en god ide, at søge hjælp til de ting du ikke selv har styr på. Hos Billigselskab.dk hjælper vi dig med at komme godt fra start med din nye virksomhed. Vi opretter dit selskab for dig, så der er styr på alle de juridiske aspekter, som ofte kan afskrække. Ved at oprette selskab hos os, kan du fokusere på det der er vigtigt, nemlig at drive din nye virksomhed.

Når du opretter din nye virksomhed er det vigtigt, at have styr på, hvilken virksomhedsform, der passer bedst til dine behov. Det og meget mere omkring virksomhedsdrift kan du blive klogere på, på vores hjemmeside.

Start din egen virksomhed her