Hvad er en likvidation

Hvad er en likvidation?

En likvidation er kort forklaret en metode til opløsning af et kapitalselskab (ApS eller A/S). Ved en likvidation er der truffet en frivillig beslutning om at lukke et selskab i modsætning til konkursen, hvor det er det givne selskabs kreditorer, der træffer beslutningen.

Likvidationen besluttes af generalforsamlingen i selskabet, og generalforsamlingen vælger i denne forbindelse en advokat, som får ansvaret for at gennemføre likvidationen. Hvis et selskab afvikles ved frivillig likvidation, betyder det i praksis, at alle selskabets kreditorer skal betales, og alle aktiver skal sælges.

Hvad er likvidatorens rolle?

Likvidatorens opgave består i at forestå likvidationen. Vedkommende skal altså hjælpe med at sælge alle selskabets aktiver og indsamle selskabets midler. Likvidatoren træder i denne sammenhæng i ledelsens sted. Det betyder at direktøren træder tilbage, hvorefter likvidatoren overtager direktørens gøremål. Selskabet skal i likvidationsperioden aflevere regnskab.

Læs også: Sådan redder du en virksomhed under tvangsopløsning

Sådan forløber likvidationen af et selskab i praksis

Når et selskab træffer beslutning om en frivillig likvidation, skal alle selskabets kreditorer have besked, så de har tid til at anmelde deres krav. Selskabet skal hertil også indrykke en meddelelse (et proklama) på Virk. Når dette er gjort, skal selskabet afvente en karansperiode, der løber i 3 måneder. Selskabet kan tidligst likvideres efter udløbet af karansperioden.

Hvis der i perioden kommer krav fra kreditorer, skal man selvfølgelig vurdere kravene, og gælden skal betales af de midler, der er i selskabet, eller af de midler man kommer i besiddelse af ved salg af selskabets aktiver. Hvis det her viser sig, at selskabet ikke kan betale kreditorenes krav, må selskabet gå konkurs.

Læs mere om konkurs her

Opsummerende skal du, når dit selskab opløses ved likvidation, gennemføre følgende skridt:

1. Beslutningen om frivillig likvidation skal træffes

Hvis dit selskab skal træde i frivillig likvidation, skal beslutningen træffes af selskabets ejere på en generalforsamling. Ejerne skal som beskrevet udpege en likvidator, som efter udpegelsen er hovedansvarlig for selskabet.

2. Meddelelse til kreditorer

Likvidatoren skal sørge for, at der udsendes en meddelelse til alle selskabets kreditorer om at selskabet er trådt i likvidation. Kreditorerne har herefter 3 måneder til at indsende krav om deres eventuelle tilgodehavender.

3. Betaling til selskabets kreditorer og afvikling af aktiver

I en periode der strækker sig over tre måneder, sælger likvidator alle selskabets aktiver og betaler alle de kreditorer, der har penge til gode i det pågældende selskab. Såfremt der er krav fra kreditorer, som likvidator ikke vil godkende, skal dette også afklares i denne periode.

4. Likvidationsregnskabet skal udarbejdes

Når likvidatoren har sørget for at betale alle kreditorer, og det herefter kan fastlægges, hvordan det resterende overskud i selskabet skal fordeles, skal der udarbejdes et likvidationsregnskab. Dette regnskab er selskabets sidste og afsluttende regnskab, som dækker over perioden fra den seneste årsrapport til datoen for afslutningen af likvidationen.

5. Den afsluttende generalforsamling

Når de føromtalte 3 måneder er gået, skal der afholdes en afsluttende generalforsamling. Her skal selskabets ejere, hvis de er enige, godkende det afsluttende likvidationsregnskab og likvidationens afslutning. Hvis der efter betaling til kreditorer er et overskud i selskabet, vil selskabets ejere modtage overskuddet fra likvidationen.

Når den ovenstående proces er gennemført, registrerer likvidator, at selskabet er lukket på Virk.dk. Selskabet vil herefter officielt være likvideret.

Share this post:
Facebook
Twitter
Telegram
WhatsApp