Sådan beskytter du din virksomheds domænenavn

Når du starter egen virksomhed, vil du som oftest have brug for at registrerer et domænenavn. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke opnår eneret til navnet, ved blot at registrere dit domænenavn.

Registrering af domænenavn

Når du registrerer din virksomheds domænenavn, får du kun ret til at bruge domænenavnet som en teknisk internetadresse. Denne rettighed er direkte baseret på den aftale, som den registrerede indgår med administratoren af det pågældende domænenavn. Dette kunne eksempelvis være DK Hostmaster, som administrerer de danske domæner.

Du skal i denne forbindelse være opmærksom på, at det ikke er tilladt at anvende og registrere domænenavn der strider imod de gældende retningslinjer for god domænenavnsskik (link). Det er ligeledes ulovligt at registrere og tilbageholde registreringer af domænenavne, hvis man alene har videresalg eller udlejning af navnet for øje. Det skal altså kunne sandsynliggøres, at det domænenavn du registrerer også skal bruges i praksis.

I Danmark alene findes der omkring 300.000 gyldige varemærker, hvilket medfører en markant risiko for konflikter mellem varemærkerettigheder og domænenavne. Når disse konflikter opstår, bliver de løst efter forskellige regelsæt. Løsningsmodellen bliver udvalgt på baggrund af om der er tale om et dansk eller internationalt domæne. Når konflikten drejer sig om stridigheder mellem danske domæner vil man som oftest indbringe sagen for Klagenævnet for Domænenavne. Nogle vælger også at anlægge en retssag. Skulle konflikten ende i en retssag kan det være udslagsgivende, hvem af de involverede parter, der er indehaver af varemærkerettighederne til det pågældende domænenavn.

Læs også: Guide: Disse erhvervsforsikringer bør din virksomhed overveje 

Sådan beskytter du dit navn og logo

Hvis du vil undgå at ende i en domænenavnskonflikt med andre virksomhedsejere, så kan det være en fordel at beskytte dit navn og logo ved at registrere dem som varemærker. Ved at registrere førnævnte som varemærker opnår du eneret til de kendetegn, dine kunder genkender dig på. Når du igennem en varemærkeregistrering beskytter dit navn og logo kan du forhindre andre i at underminere det image, du gennem hårdt arbejde opbygger gennem årene.

For at få godkendt og registreret et navn, slogan eller logo som et varemærke kræver det b.la. følgende:

1. Det må ikke blot være beskrivende

Det er ikke muligt at beskytte vendinger og ord, der udelukkende beskriver din vare eller ydelse. Eksempler på dette kunne være ”vandtætte sko” eller ”blødgørende balsam”. Din virksomhed kan altså ikke få eneret til ord, som andre skal bruge til at beskrive deres produkter.

2. Det må ikke vildlede forbrugeren eller være i strid med dansk lovgivning

Det er ikke muligt at beskytte noget der vildleder forbrugeren. Det kunne eksempelvis være et mærke for uægte smykker, der indeholder ordet ’sølv’. Det varemærke du vælger, må kun indeholde en såkaldt beskyttet titel, hvis du rent juridisk har lov til at bruge den. En sådan titel kunne eksempelvis være statsautoriseret revisor.

3. Det må ikke indeholde officielle statskendetegn

Hvis du vil gøre brug af en krone eller et flag i din virksomheds logo, så skal du have tilladelse hertil.

Når du har registreret dit varemærke, kan du lettere gribe ind over for krænkelser af dit domænenavn. Herigennem kan du få nedlagt forbud, hvis andre virksomheder, som minder om din, anvender lignende varemærker. Ved at registrere et varemærke, er det desuden langt nemmere at gribe inde over for eventuelle krænkelser på internettet, såsom misbrug af varemærket på handelsplatforme eller sociale medier.

Læs også: Retsmægling kan være løsningen på dine konflikter

Rådfør dig først

Dette indlæg præsenterer nogle generelle råd i forbindelse med konflikter omkring domænenavne. Vi vil dog opfordre dig til at at rådføre dig med eksperter på området, hvis du skulle stå i en situation, hvor juridisk rådgivning er nødvendigt.