google-site-verification: google2c0e6b3fb763a11e.html'

Ny rapport: Derfor får dine Facebookopslag ingen likes

Ny rapport: Derfor får dine Facebookopslag ingen likes

“Hvis du holder fast i, den måde du producerede indhold på for tre år siden, så er den nu 50% mindre effektiv”

Ifølge rapporten “Content Trends Report 2018”, som er udarbejdet af den store britiske indholdsanalyse-virksomhed BuzzSumo, er der sket markante ændringer i det sociale medielandskab. Disse ændringer kan have store konsekvenser for din virksomhed, hvis ikke du holder dem for øje, når du arbejder med markedsføring.

BuzzSumo har analyseret 100 millioner artikler publiceret i 2017, for at få indsigt i de seneste tendenser og ændringer i medielandskabet. Dette for at belyse hvad ændringerne i algoritmerne og de sociale medier har af konsekvenser.   

Derfor får din virksomheds opslag ikke “likes”

Flere virksomheder sidder uforstående, frustrerede og bander lavmælt over manglen på interaktion og engagement med det indhold, de publicerer på de sociale medier. Kære Mark Zuckerberg har været i massiv modvind, hvilket har tvangsindlagt mangemillionæren til at tænke i nye baner. Facebook startede som et socialt medie, der skulle bringe venner og familie tættere sammen, men udviklede sig hurtigt til et kommercielt medie, hvor annoncering og en stor pengepung fik din virksomhed frem i verden. Nu har Mark Zuckerberg sat sig for, at vende tilbage til udgangspunktet.  

Facebooks algoritme er blevet ændret ufatteligt mange gange, og ingen kan præcis sige, hvilke ændringer, der er blevet foretaget, men ændringerne har konsekvenser for din virksomhed. Facebooks nye algoritme sætter eksempelvis en stopper for clickbait-indhold, da den straffer indhold, der tilbageholder eller overdriver information gennem sensationalistisk sprogbrug.

Inden Facebook ændrede deres algoritme, så man ofte clickbait-historier få flere millioner interaktioner og næsten lige så mange delinger, men den tid ser ud til at være forbi. BuzzSumo har nemlig analyseret de seneste seks måneder, efter Facebooks ændring af algoritmen og her har Clickbait-indholdet oplevet en markant tilbagegang:

En af årsagerne til tendensen portrætteret i ovenstående model kan være, at brugerne er blevet decideret trætte af clickbait-indhold, men ifølge rapporten virker det også yderst sandsynligt, at algoritme-ændringerne spiller en stor rolle i distributionen og synligheden af denne form for indhold.

Læs også: 10 gode content-tips

De store spillere lider også

Et godt eksempel på det iøjnefaldende fald i interaktion, kan belyses i det ekstremt populære medie Playbuzz.com. På Playbuzz.com kan store, mellemstore og små virksomheder gøre brug af mediets storytelling-platform til at tiltrække og engagere brugere. I 2014 kunne Playbuzz.com bryste sig af, at have over en million delinger af deres indlæg og over 6 millioner delinger af deres virale indlæg. Inden for det seneste år, er det dog kun fire af deres indlæg, der har fået over 100,000 delinger. En tendens der portrætteres i modellen herunder. 

Folk deler ikke indhold i samme grad længere, hvilket stiller krav til nye måder, at gribe markedsføringen an på. I skrivende stund er det kun indhold, der behandler musikvideoer og politik, der kan generere mange delinger. Så hvis du kan flette musikvideoen til “Despacito” eller et debatindlæg med Hillary Clinton og Donald Trump ind i dit indhold, så er du sikker på engagement blandt brugerne.

De nye tendenser belyser, at din virksomhed ikke får succes med at opbygge og bevare et publikum, hvis ikke dit indhold bidrager med ny viden, er fuld af kvalitet og taler direkte og ærligt til din specifikke målgruppe. Rapporten belyser i denne forbindelse, at brugerne i højere grad end tidligere engagerer sig i seriøs journalistik, hvor medier som Harvard Business Review og The Economist har oplevet en stigende interesse for deres indhold. En tendens der igen belyser, at tiden for clickbait og sensationshistorier forhåbentligt er ved at være forbi. Det stiller krav til din virksomhed og din markedsføring.

Dertil har et traditionelt nyhedsmedie som New York Times også oplevet massiv fremgang med henblik på delinger af deres indhold, hvilket igen peger på et øget engagement i mere seriøst og velunderbygget indhold.

Denne form for indhold vil altid skabe interaktion

BuzzSumo forklarer i rapporten “Content Trends Report 2018”, at der er nogle former for indhold, der altid vil have værdi ifølge deres undersøgelse. Dette indhold benævner de “evergreen”, og denne form for indhold har en eller flere af følgende karakteristika.

  • Researchbaseret indhold, som giver indholdet autoritet
  • Referenceorienteret indhold såsom “visuelle marketing statistikker” eller “det har du brug for at vide omkring Brexit”. Dette gør sig især gældende for indhold, der opdateres løbende, og dermed bevarer sin nyhedsværdi.
  • Lang levetid. Artikler som, “Hvad er blockchain?” eller en artikel om “Sådan samler du det perfekte team til din virksomhed” er relevante over tid. Relevans og aktualitet er vigtige parametre for succes.
  • Regelmæssige opdateringer. Lav indhold der kan opdateres regelmæssigt og uddybes løbende med nye og friske indsigter, så indholdets relevans forlænges og muligheden for flere delinger styrkes.

Faldet i Facebook-engagementet vil fortsætte

Som beskrevet indledningsvist har Mark Zuckerberg i sinde, at føre Facebook tilbage til udgangspunktet. Dette vil sige, at Facebook i højere grad vil prioritere indhold fra venner, familie og grupper. Disse ændringer i algoritmen og i Facebooks overordnede vision vil sandsynligvis reducere visibiliteten af din virksomheds indhold i newsfeeden, og i vil derfor komme til at opleve et større fald i brugernes engagement.   

Det kan du gøre for at øge muligheden for engagement

1. Vær skarp på dine målsætninger for dit indhold på sociale medier

Sociale medier vil fortsætte med at have et stort potentiale i forbindelse med markedsføring. Det er dog vigtigt, at man gør sig klare overvejelser omkring, hvad man vil bruge de sociale medier til. Din virksomhed bør måske betragte de sociale medier, som en platform til at opbygge et stærkt brand, frem for en platform der skal sikre henvisninger og konverteringer.

2. Lad være med at jagte delinger med viralt indhold og clickbait-overskrifter

Der er en stor fare for, at man som resultat af manglende delinger og interaktion med ens indhold forsøger at skabe mere viralt indhold med sensationsprægede overskrifter. Det er en rigtig dårlig plan. Først og fremmest risikerer man herved, at ramme for bredt med markedsføringen, så man rammer målgrupper, der ikke nødvendigvis er interesserede i det produkt, man ønsker at sælge. Dertil er meget sandsynligt, at dine eksisterende og fremtidige kunder fravælger dig, da de ikke føler at du tilbyder dem indhold af værdi for dem. Facebook straffer clickbait-overskrifter, så tænk dig godt om, hvis du vil give dig i kast med viralt indhold.

3. Vær ekspert indenfor nicheområder

Når alt kommer til alt, så handler det om at skabe tillid blandt sine brugere, hvis man ønsker et øget engagement. Af denne grund er det vigtigt, at tilbyde dem indhold af værdi før alle andre, så din virksomhed bliver betragtet som eksperten indenfor et specifikt område. Dette kan opnås ved at være de første til at opsnuse nye tendenser eller udarbejde indhold omkring underemner til større emner. Kort forklaret – din virksomhed skal være blandt de første til at skrive om relevante emner for din målgruppe, så i ikke forsvinder i mængden af udbydere der ligesom jer, kæmper om læsernes gunst.

4. Glem ikke promovering

I et indholdsmættet digitalt landskab kan du ikke længere publicere indhold, læne dig tilbage og håbe på, at dine fremtidige kunder finder dit indhold af sig selv. Nu om dage, er det bydende nødvendigt med en promoveringsstrategi. Denne kan inkludere betalt annoncering, influencer marketing og delinger blandt ansatte.

Læs også: Influencer marketing kan være nøglen til succes

5. SEO er vigtigere end nogensinde før

Henvisninger fra Google har altid været vigtige. Når de sociale henvisninger er dalende er SEO-henvisningerne endnu mere værdifulde. Google belønner autoritativt indhold, der skaber links, hvorfor din virksomhed bør sikre, at SEO arbejdet sidder i skabet.

6. Fokuser på at producere indhold af høj kvalitet

I en verden fyldt med informationer og indhold, er læserne mest villige til at dele indhold, hvis indholdet er informationsrigt, velunderbygget og af høj kvalitet.

Din virksomhed er, som resultat af de nye ændringer i algoritmen nødsaget til at revurdere jeres fremtidige marketingsplan. Er Facebook den platform, der er mest givende for jeres virksomhed eller bør i søge andre alternativer?

Start din egen virksomhed her