Ansættelse af første medarbejder

Har du overvejet at ansætte din første medarbejder, men droppede det igen, fordi hele processen virkede for overskueligt? Nu er der hjælp at hente i en ny e-bog.

Hvis du på egen hånd har etableret en succesfuld virksomhed, men føler at det er på tide, at ansætte en ekstra medarbejder, så er der flere ting du skal være opmærksom på. Du skal have styr på flere juridiske aspekter, når du skal indtræde i rollen som arbejdsgiver.

Alt dette kan du blive klogere på i advokatselskabet Advodans nye e-bog, som tager dig i hånden og guider dig igennem den til tider uoverskuelige proces.

Læs også: Guide: Sådan omdanner du din personlige virksomhed til et selskab 

Det skal du tænke på før du ansætter

Advokatfuldmægtig hos Advodan i Holbæk, Cecilie de Claville Christiansen siger følgende om at ansætte den første medarbejder:

”At ansætte den allerførste medarbejder er et stort skridt i de fleste enkeltmandsvirksomheder. Når beslutningen endeligt er taget, åbner der sig en helt ny verden, hvor en lang række administrative og juridiske pligter følger med det nye ansvar som arbejdsgiver,”

Hvortil hun tilføjer, at der også er en lang række lovmæssige krav, man skal holde sig for øje i ansættelsesprocessen:

”For det første skal du kende reglerne om, hvad du må og ikke må skrive i et stillingsopslag for ikke at overtræde lovene om ligebehandling og forskelsbehandling. Herefter skal du være opmærksom på, hvordan du håndterer og opbevarer ansøgninger og cv’er, hvis du vil undgå at komme på kant med persondataloven. Og til selve ansættelsessamtalen skal du være påpasselig med dine spørgsmål. Det kan nemlig også være i strid med både ligebehandlings- og forskelsbehandlingsloven at gå for tæt på en ansøgers privatliv eller stille spørgsmål, som ikke er relevante for det aktuelle job, hvis du bruger det som grundlag for et afslag.”

Læs også: Derfor bør du stifte et anpartsselskab 

Den første måned efter ansættelsen

Den nye guide, som du i øvrigt kan tilgå nederst på siden, giver dig også svar på hvad kravene til en ansættelseskontrakt er. Guiden behandler blandt meget andet, hvordan man bliver registreret, som arbejdsgiver på virk.dk, og hvordan udbetaling af løn bør foregå:

”En ansættelseskontrakt skal fx være underskrevet af begge parter senest en måned efter, at medarbejderen er startet, og der er en række minimumskrav til indholdet i kontrakten, ” siger Cecilie de Claville Christiansen.

Hertil tilføjer hun:

”Inden du skal udbetale den første løn, skal du sørge for at blive registreret som arbejdsgiver på virk.dk. Du skal sætte dig ind i kravene omkring lønindberetning, og hvis du har aftalt nogle personalegoder med din medarbejder, skal du have styr på de skattemæssige forhold i det. Du skal også huske, at du har pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring og lave en rygepolitik, ligesom der skal udarbejdes en APV hurtigst muligt”.

Læs også: Nye regler i selskabsloven er på vej 

Guiden giver dig overblik

Det kan for mange virke skræmmende, at indtage rollen som arbejdsgiver, da der er mange lovkrav man skal have styr på. Det kan derfor have stor værdi, at undersøge og sætte dig ind i disse krav inden man ansætter sin første medarbejder. I denne forbindelse er guiden fra Advodan et godt værktøj. Dette da:

”Guiden kommer omkring alle de vigtigste emner, og til sidst er der to tjeklister, der opsummerer de praktiske opgaver og juridiske forhold, som er vigtige at tage hånd om. Følger man dem, er man godt på vej,” slutter Cecilie de Claville Christiansen.

En kort tjekliste

Inden ansættelsen

  • Kend til de basale lovkrav til stillingsannoncer
  • Vær sikker på at du håndterer ansøgninger og cv’er på korrekt vis
  • Undgå at give afslag til ansøgere på baggrund af viden du ikke må lægge til grund

Den første måned

  • Sørg for at få udarbejdet en skriftlig ansættelseskontrakt og få den underskrevet inden en måned
  • Husk at registrere dig selv, som arbejdsgiver på virk.dk
  • Få styr på udbetalingen af løn (også pension og eventuel beskatning af personalegoder)
  • Opbevar og håndter persondata på din medarbejder efter de gældende regler på området
  • Husk at tegne den lovpligtige arbejdsskadeforsikring

Andre væsentlige forhold

  • Få udarbejdet en APV (skriftlig arbejdspladsvurdering) – læs mere her
  • Få styr på den gældende regler om varsling af ferie
  • Overvej sygedagpengeforsikring
  • Overvej eventuelle behov for personalepolitikker