Facebook

Den universelle opskrift på succes findes desværre ikke, men der er nogle mennesker, der har mere styr på ingredienserne end andre.

Sådan opretter du en virksomhedsprofil

Det kan give rigtig god mening at oprette en facebookprofil til din virksomhed. På trods af at Mark Zuckerberg og Facebook i øjeblikket oplever massiv modvind, så er der ikke nogen tvivl om at Facebook er og forbliver en stor markedsføringskanal. Derfor bør du som nystartet eller etableret virksomhed klart overveje at oprette en Facebookprofil til din virksomhed.

På din virksomheds Facebookprofil kan du promovere nye produkter, skrive blogindlæg der kan generere større trafik på din hjemmeside, lave konkurrencer der giver din virksomhed flere følgere og udbrede det generelle kendskab til din virksomhed og dit produkt.

Følg disse 6 simple trin

Trin 1: Opret en side på Facebook

Ført og fremmest skal du logge ind på din personlige Facebookprofil. Det er nemlig muligt at oprette din virksomheds Facebookprofil direkte fra din egen profil. For at oprette din side skal du starte med at trykke på dropdown pilen i det øverste højre hjørne på din Facebookside. På dropdownmenuen skal du trykke på “opret side”.

Herefter vil du blive ført til et nyt vindue, hvor du skal vælge en kategori, som bedst beskriver din virksomhed. Du kan vælge imellem følgende kategorier:

      • Lokal virksomhed eller lokalt sted

      • Virksomhed, organisation eller institution

      • Brand eller produkt

      • Kunstner, band eller offentlig person

      • Underholdning

      • Sag eller fællesskab

    Hvis du eksempelvis driver en lokal virksomhed med en fysisk butik bør du vælge kategorien “Lokal virksomhed eller lokalt sted”.

     

    Trin 2: Indtast dine virksomhedsoplysninger

    For at gennemføre oprettelsen af din virksomheds Facebookside, er du nødsaget til at give Facebook nogle basale informationer omkring din virksomhed. Disse informationer inkluderer følgende:

        • Sidenavn: Din virksomheds navn

        • Sidekategori: Her er det muligt at vælge mange forskellige kategorier, hvorfor du bør vælge den kategori der bedst afspejler din virksomhed.

        • Vejnavn: Her skal du indtaste din virksomheds adresse, postnummer og by.

        • Telefonnummer: Her bør du skrive din virksomheds telefonnummer, så kunder kan kontakte dig.

      Facebook kræver, at du indtaster alle ovenstående oplysninger for at du kan få lov til at oprette en Facebookside. Du kan ikke gå videre til næste rin før du har indtastet disse.

       

       

      Trin 3: Upload din virksomheds profil – og coverbillede

      Når du vælger dit profilbillede er det vigtigt, at du vælger et billede der viser din virksomhed fra en god side. Profilbilledet skal skabe opmærksomhed og tiltrække kunder til din virksomhed. Det kunne eksempelvis være et billede af et af dine bedste produkter. Det kunne være en lækker menu fra din restaurant, flotte billeder af nye frisurer fra din frisør eller et flot hvidt smil fra din tandlæge. Du kan også benytte dig af dit logo eller et andet billede, som kunder associere med din virksomhed.

      Ligesom med profilbilledet, er det også vigtigt at dit coverbillede har et flot visuelt udtryk og repræsenterer din virksomhed på bedst mulig vis. Dit cover billede skal være 828 pixels gange 215 pixels. Hvis du har problemer med at finde et godt coverbillede kan du bruge Canva, hvor du kan designe dit eget coverbillede helt gratis.

      Du kan også vælge at producere en video og bruge denne som dit coverbillede. Med videoformatet kan du fortælle en mere konkret og appelerende historie, som kort, præcist og appetitligt fortæller om dit produkt.

      Når du har uploadet dit profil- og coverbillede, så er din nye Facebookprofil faktisk klar. Du bør dog følge de nedenstående trin for at sikre, at din profil er helt skarp.

       

      Trin 4: Inviter dine venner til at “like” din side

      Umiddelbart efter at du har uploadet dit profil – og coverbillede vil du blive ledt over til din Facebookside. Her vil der dukke et vindue op der guider dig til at invitere dine venner til at “like” din nye side. Dette er en god ide at gøre, da du herigennem kan sikre en del nye følgere til din side, hvilket kan give nye kunder incitament til at følge dig også.

       

      Trin 5: Tilføj yderligere virksomhedsdetaljer

      I midten af din nye Facebookside vil du modtage et velkomstbanner med tips til hvordan du kan forbedre din side. Tryk på “Se alle tips om side” og giv dig selv tiden til at udfylde så mange informationer, som muligt. Vi vil anbefale dig at tilføje følgende detaljer til din nye Facebookside:

          • Kort beskrivelse: Tilføj en kort beskrivelse af din Facebookside, så dine kunder ved hvad din virksomhed sælger eller udbyder af services.

          • Åbningstider: Sørg for at tilføje din virksomheds åbningstider, så dine kunder kan se hvornår de kan besøge din butik eller kontakte kundeservice.

          • Tilføj din hjemmeside: Ved at tilføje din hjemmeside kan du sende folk direkte ind på din hjemmeside. Dette giver en øget mulighed for salg.

         

        Trin 6: Tilføj en “knap” til din side

        Når du har tilføjet alle de væsentlige oplysninger til din virksomhed, bør du tilføje en “knap” til din virksomhed. Denne “knap” vil give dine kunder muligheden for at udføre en specifik handling hurtigt, som i sidste ende kan føre til salg.

        Du kan tilføje en knap der kan give kunderne mulighed for følgende:

            • At reservere hos dig

            • At kontakte dig

            • At læse mere om din virksomhed

            • At købe hos dig eller donere

            • At downloade din app eller spille dit spil

            • A slutte sig til dit fælleskab