Sådan udbetaler du løn som selvstændig

Når man starter egen virksomhed, er der som oftest et hav af spørgsmål, der trænger sig på, da det hele er nyt, spændende og til tider frygtindgydende. Et af disse spørgsmål omhandler udbetaling af løn. Når man er almindelig lønmodtager, giver det hele sig selv, men som selvstændig er der nogle aspekter, du skal være opmærksom på. Nu er du nemlig selv arbejdsgiveren, og du skal derfor selv sørge for at udbetale løn.

Hvordan får jeg min løn?

Det første du skal gøre for at kunne udbetale løn er, at du skal registrere dig som arbejdsgiver på virk.dk. På virk.dk skal du registrere dit selskab for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Dette selvfølgelig kun, hvis det er et selskab du driver. Når dette er gjort, kan du udbetale løn til dig selv.

Læs også: Guide: Det skal du huske i ansættelseskontrakten 

Udbetaling af løn i et IVS eller ApS

Såfremt du ejer et selskab, f.eks. et IVS eller et ApS, bliver du som ejer og selskabet betragtet som to forskellige juridiske personer/enheder. Dette betyder kort forklaret, at du ikke kan trække penge ud af selskabet, når du har lyst. Det er rent faktisk ulovligt.

Hvis du vil have penge ud af dit selskab, har du kun to reelle muligheder, nemlig at udbetale pengene som lån eller som udbytte.

Læs også: Sådan håndterer du din virksomheds bogføring 

Udbetaling af løn i enkeltmandsvirksomhed

Hvis du har stiftet en enkeltmandsvirksomhed, er det nogle andre forhold, der gør sig gældende i forbindelse med udbetaling af løn. I en enkeltmandsvirksomhed, bliver din virksomheds overskud nemlig betegnet som løn. Det er derfor altafgørende, at du fører regnskab over de indtægter og udgifter, der vedrører din virksomhed, så du kan regne dig frem til overskuddet.

Som ejer af en enkeltmandsvirksomhed, bliver du beskattet af dit overskud i virksomheden. Af denne grund skal du blot overføre den løn, du har brug for hver måned, fra virksomhedens bankkonto. Hvis du vælger at hæve penge fra din virksomhedskonto til løn eller private formål, tæller det ikke som en udgift i din virksomheds regnskab.

Læs også: Guide til selvstændige: Sådan ansætter du din første medarbejder

Husk SKAT   

Ligesom i alle andre pengehenseender må man ikke glemme SKAT. Når du skal betale skat af lønnen i din enkeltmandsvirksomhed, er du nødsaget til at oplyse SKAT om, hvor meget du regner med at tjene i løbet af året. Disse informationer skal du oplyse SKAT om på skat.dk, hvor du kan logge ind med NemID og skrive det beløb, du forventer at få i overskud ved årets udløb. Når du har indsendt disse oplysninger, vil SKAT udforme din forskudsopgørelse. SKAT vil i løbet af året sende 10 opkrævninger til dig, som tilsammen vil udgøre den B-skat, du skal betale for året. Det er altid muligt at ændre sin forskudsopgørelse, hvis din virksomheds forudsætninger og indtægter ændres.

Læs også: Guide: Sådan laver du en faktura