Derfor skal du registrere dit varemærke

Hvad er et varemærke?

Et varemærke er et grafisk gengiveligt tegn, der bruges til at identificere og adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra konkurrenternes. Dette kan omfatte ord, ordsammensætninger, slogans, personnavne, firmanavne, bogstaver, tal, figurer eller lignende elementer.

For at blive registreret som et varemærke skal tegnet opfylde visse krav. Det vigtigste er, at det har det nødvendige særpræg og kan skelnes fra andre eksisterende varemærker. Kreativiteten i udformningen spiller en central rolle, da et varemærke skal være unikt og genkendeligt for at beskytte virksomhedens identitet og skabe værdi på markedet.

 

Hvorfor skal man registrere sit varemærke?

At registrere sit varemærke er afgørende for at beskytte virksomhedens identitet. Varemærkeregistrering giver juridisk ejerskab over de unikke kendetegn, der adskiller din virksomhed fra andre – det kan være virksomhedens navn, logo, slogans eller produktnavne. Disse elementer er ofte afgørende for, at kunder kan genkende og forbinde sig med din virksomhed.

Uden registrering risikerer man at miste retten til sit varemærke, hvis det ligner en anden virksomheds eller persons kendetegn. Med en registreret varemærkeret opnår du eneret til at bruge varemærket, og du får juridisk beskyttelse mod kopiering og efterligning.

Derudover styrker en registreret varemærkeret virksomhedens markedsposition, skaber øget kundetillid og understøtter vækst ved at gøre virksomheden mere troværdig og professionel i kundernes øjne.

 

Hvad kan et varemærke bestå af?

Et varemærke kan bestå af mange forskellige elementer, der hjælper med at identificere og adskille en virksomheds varer eller tjenester fra andres. Disse elementer inddeles typisk i følgende kategorier:

Ordmærker: Varemærker, der består af bogstaver, tal eller en kombination heraf. Dette omfatter alle tegn, der kan gengives skriftligt med standardtegn. Det er muligt at registrere både enkelte ord og længere ordsammensætninger som et varemærke.

Figurmærker: En samlet betegnelse for visuelle elementer som logoer, ord i en særlig grafisk udformning, tredimensionelle mærker (f.eks. særlige produktdesigns), og andre grafiske kendetegn. Disse skaber ofte en visuel identitet, der er genkendelig for kunder.

Vareudstyrsmærker: Disse varemærker dækker varens form, udstyr eller emballage, som i sig selv fungerer som kendetegn. Eksempler kan være unikke flaskedesigns eller emballage, der adskiller sig markant fra konkurrenternes.

Lydmærker: Varemærker, der består af lyde, såsom en kendt melodi, en signaturlyd eller en jingle, som forbindes med en bestemt virksomhed eller et produkt. Disse er særligt effektive til at skabe genkendelighed i reklame og branding.

 

Hvordan kan man få varemærkebeskyttelse?

I Danmark kan varemærkebeskyttelse opnås ved at registrere varemærket hos Patent- og Varemærkestyrelsen. Ansøgningen skal foretages online, og den kræver, at følgende oplysninger indsendes:

  1. En gengivelse af varemærket, som klart og præcist viser, hvordan mærket ser ud.
  2. En beskrivelse af de varer eller tjenesteydelser, som varemærket skal beskytte, samt de specifikke vareklasser, der er relevante for registreringen.
 

Varemærkeregistrering i Danmark har en varighed på 10 år og kan herefter forlænges med yderligere 10 år ad gangen. Der er ingen øvre grænse for, hvor mange gange en virksomhed kan forlænge sin varemærkeregistrering, så længe varemærket fortsætter med at blive brugt i erhvervslivet.

En vigtig forpligtelse efter registreringen er, at varemærket skal tages i brug inden for 5 år fra den dato, hvor Patent- og Varemærkestyrelsen har godkendt registreringen. Hvis varemærket ikke bliver brugt aktivt i denne periode, risikerer man at miste beskyttelsen.

Varemærkebeskyttelse giver ikke kun retten til at bruge mærket, men også mulighed for at forhindre andre i at bruge et identisk eller forveksleligt mærke på lignende varer eller tjenesteydelser. Det er derfor en vigtig del af at sikre virksomhedens brand og opbygge et langsigtet forhold til kunderne.

 

Krav til varemærkebeskyttelse

For at et varemærke, uanset om det drejer sig om et navn, slogan eller logo, kan opnå beskyttelse, skal det opfylde visse krav. Følgende betingelser skal være opfyldt:

1.      Mærket skal have et vis særpræg

For at et varemærke kan registreres, skal det have et vis særpræg, der gør det muligt for forbrugerne at genkende og forbinde mærket med en bestemt virksomhed. Vurderingen af særpræg foretages ud fra den gennemsnitlige forbruger, som antages at være veloplyst om de relevante varer eller tjenesteydelser. Mærket skal kunne adskille den ansøgende virksomheds produkter eller services fra andre på markedet. Dette betyder, at varemærket skal have karakteristika, der gør det klart, at det tilhører en bestemt virksomhed, og at det ikke blot vil blive opfattet som et generisk eller almindeligt udtryk for en varetype.

 

2.      Varemærket må ikke kun være deskriptivt

Et varemærke kan ikke få beskyttelse, hvis det kun beskriver varens eller tjenestens natur, kvalitet eller formål. Dette betyder, at et varemærke ikke kan bestå af ord eller figurer, der blot beskriver produktet. Eksempelvis kan en fastfood-restaurant ikke få varemærkebeskyttelse på ordet “Fast Food”, da det alene beskriver den type service, virksomheden tilbyder. Et varemærke skal derfor have en kreativ eller unik karakter, der går ud over det at være en simpel beskrivelse af varens egenskaber eller funktion.

 

3.      Må ikke være vildledende eller i strid med lovgivning

Et varemærke kan ikke opnå beskyttelse, hvis det er vildledende over for forbrugerne. Det gælder især tilfælde, hvor mærket kan føre til fejlinformation om varens oprindelse, kvalitet eller egenskaber. For eksempel kan et varemærke, der benyttes til at sælge falske varer, eller et varemærke, der anvender en beskyttet titel uden tilladelse, ikke registreres. Et varemærke skal også være i overensstemmelse med gældende lovgivning og må ikke krænke andres rettigheder, som f.eks. ophavsretter, patenter eller eksisterende varemærker.

Del med en ven

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn