google-site-verification: google2c0e6b3fb763a11e.html'

Solcreme der holder for evigt

Solcreme der holder for evigt

Solcreme af laksesæd

Verden og dens organismer byder dagligt på inspiration til nye og spændende ideer. Nogle ideer er bedre end andre og nogle synes for urealistiske til at være sande. Vi har dog set flere eksempler på at både dårlige, urealistiske og helt og aldeles håbløse projekter er blevet til virkelighed. I sidstnævnte kategori kan nævnes ting som Buffalosko, Segways, Hair in a Can, Citroën Berlingo, Crocs, tøj til hunde og meget andet, som vi hverken har har tid eller lyst til at opremse her.

Ugens idé befinder sig i kategorien ”for urealistisk til at være sand”, da ideen ved første ørenlyd virker både uappetitlig og underlig. Vi skal se nærmere på muligheden for at beskytte sig imod solens stråler ved at smøre kroppen ind i laksesæd. Ja du hørte rigtigt, laksesæd. Forestil dig, at det kun kræver én enkelt indsmøring med solcreme at beskytte sig mod Solens farlige UV-stråler resten af livet. Tilføj dertil, at den ene indsmøring kun bliver stærkere, jo længere tid du er udsat for solens stråler. Hvis du selv har en god idé du gerne vil føre ud livet, kan du stifte dit nye selskab her.

Ved hjælp af en DNA-baseret solcreme kan det fremtidsscenarie rent faktisk blive en realitet. Sådan lyder det i et nyt studie, der har brugt laksesæd til at sikre at solcreme holder for evigt. Dette skriver Huffington Post.

Solcreme der holder for evigt

Det er et bredt anerkendt faktum, at UV-stråler beskadiger DNA’et i vores celler, hvilket kan resultere i udvikling af kræft. Forskerne bag studiet ville undersøge hvilken effekt det ville have, hvis man lavede en beskyttende ´film´ af DNA og udsatte den for samme bestråling, som menneskets hud. De gik derfor i gang med at fremstille en DNA-baseret film og her kommer laksesæden ind i billedet.

Laksens sæd er nemlig den letteste kilde, vi har til DNA i de mængder der skulle bruges i forsøget. En flydende blanding, hvis hovedingrediens var laksesæd, blev smurt udover en glasplade i et ekstremt tyndt lag, der efterfølgende fik lov at tørre.

Herefter kunne forskerne udsætte deres laksesæds-film for både UVA- og UVB-stråler og observere, hvor meget stråling der kunne trænge igennem. På den modsatte side af filmen placerede de en receptor, der kunne kontrollere, hvor meget af lyset der fulgte med igennem filmen. Resultatet var opløftende.

20 procent af UVA-strålerne blev tilbageholdt, mens hele 90 procent af UVB-strålerne ikke fik lov at passere.

Forskellen på disse stråler kræver en kort udredning:

UVA-stråler

UVA stråler findes helt året rundt, selv på overskyede dage. De passerer igennem skyer og glas, men i modsætning til UVB-stråler kan de ikke mærkes og kan uden man ved af det, trænge dybt ind i huden. UVA stråler kan forandre celler i menneskekroppen på lang sigt og forårsage mangel på spændstighed i hud, rynker, solintolerance, pigmentforandringer og udvikling af hudkræft.

UVB stråler

UVB-stråler har et meget højt energiindhold og bremses i modsætning til UVA-stråler, af skyer og glas. De giver huden dens brune farve, men kan også forårsage intense forbrændinger, stærke allergiske reaktioner og hudkræft. Det er af denne grund yderst vigtigt at beskytte huden mod både UVA- og UVB-stråler.

Tilbage til forskningen. Ikke nok med at filmen beskyttede imod både UVA – og UVB-stråler, så lod den også mindre stråling komme igennem, jo længere tid den var udsat for den.

Ifølge forskerne kunne dette enten skyldes, at laksesæds-filmen vokser sig stærkere med tiden og derfor bortreflektere mere lys, men det kan også være, fordi den optager strålerne. Ved brug af et mikroskop kunne forskerne i hvert fald konstatere, at filmes struktur blev tættere, mere komprimeret og dannede flere forbindelser i takt med at strålingen blev intensiveret. Dertil fandt forskerne ud af, at laksefilteret virker fugtgivende, når det kommer i kontakt med menneskehud.

Der kommer højst sandsynligt til at gå et par år, før laksesæds-solcremen finder plads på butikshylderne, men forskerne er overbeviste om, at deres metode i fremtiden kan bruges i både solcreme og hudpleje.